Jeg vil mene at jeg op til flere gange i mit ellers korte, 27-årige liv, har prøvet at være presset. Jeg har haft, eksamensperioder, fuldtidsstudie samtidig med at jeg arbejdede +37 timer om ugen i en længere periode – over flere omgange! Jeg har haft fuldstidsjob, hvor jeg i en længere periode arbejdede 70-80 timer om ugen og var meget væk hjemmefra. Men intet, intet, af det slår at være mor – i hvert fald ikke at være mor til Oscar de sidste 3 måneder.

Jeg har forsøgt at skrive om det flere gange, men aldrig rigtig helt kunne få ordene skrevet ned. Og endnu sværere, at få dem ud over mine læber!
For hold nu kæft(ja undskyld mig), hvor er det hårdt! Jeg vidste godt, at det ikke ville være en dans på roser, men jeg havde ingen ide om, at jeg ville synes at det var så hårdt. Jeg er så presset, mentalt og fysisk, at det halve kunne være nok. Det svære ved den her pressede situation, er at jeg ikke kan tage en sygedag eller fridag. Jeg kan ikke tage en pause og jeg har absolut ingen ide om, hvornår der er udsigter til, at jeg kan få et pusterum og at alt bliver bedre og nemmere.

Trods alt, så er kærligheden til denne lille klump kæmpe stor!

Jeg har før skrevet om vores uheldige start med en masse sygdom her, og det er bare fortsat. Indtil videre er vi startet i behandling for refluks, med noget syreneutraliserende medicin og så har Oscar også fået konstateret væske på begge øre – HURRA! Og væske kan man intet gøre ved indtil han er 6 måneder. Men det er vidst ikke det hele. Nok hjælper medicinen og hans såkaldte “skrigeture” er ikke lige så lange som før(op til 3 timer i streg), men han har stadig en del og de kommer helt umotiveret. Derfor er vi nu blevet henvist til børneafdelingen på Hillerød hospital, hvor vi skal i videre udredelse om halvanden uges tid.

Når man ikke føler den samme “lykkerus”, som alle andre

Men det jeg egentlig havde brug for at sætte ord på, i håb om at jeg ikke er den eneste der går og har det sådan, er at jeg synes ikke det er så rosenrødt at være mor. Jeg føler lidt at man “bør” være glad og lykkelig, når man er blevet forældre. Men det er jeg bare ikke. Langt fra. Jeg synes det er så skide hårdt, at jeg har svært ved at have overskud til noget andet i mit liv. Ét er den manglende og afbrudte nattesøvn, noget andet er uvisheden og magtesløsheden. Fordi jeg ved aldrig, hvornår Oscar får et af sine “anfald”. De kommer bare ud af det blå, som lyn fra en klar himmel, midt i at han er glad og plasker rundt i badekaret, midt i en ellers fredelig og hyggelig amning – anytime. BUM så bliver han rød i hovedet og skriger utrøsteligt og kan næsten ikke være i sig selv. Det gør så ondt i mit hjerte at se på.

Billedet er fra “store tudedag” fire dage efter fødslen.

Så da Nicolaj for en par dage siden spurgte mig, om barsel nu var lige så godt, som jeg havde forestillet mig, måtte jeg sige nej. For nej, det er ikke fedt. Jeg er et socialt menneske, der havde alverdens forestillinger om at jeg ikke skulle standses af at have fået et barn. Jeg tog ham da bare med. Men virkeligheden er, at jeg ikke bare kan tage ham med nogle steder. Jeg er mere eller mindre fanget herhjemme og det er sur røv. Jeg kan ikke bare tage ind til byen og tusse rundt i butikker, jeg kan ikke bare tage på café med veninder eller for den sags skyld bare ud. Fordi der er så langt hjem, hvis han skulle blive ked af det og umulig. Og når han bliver det, så er det trods alt rarest for både ham og jeg, at det foregår derhjemme i trygge rammer.

Som mor er muligheden for en pause bare ikke den samme

Og det er selvfølgelig også hårdt for Nicolaj, det ved jeg at det er. Men særligt de sidste 2,5 uge, har været hårde for mig. Jeg har haft Oscar mere eller mindre 24/7. Nicolaj har haft meget voldsom græsallergi, hvilket har resulteret i at han kun har kunne ligge på sofaen med næsen i sky og koncentrere sig om ikke at drukne i snot. Og har jeg så haft Oscar. Ligesom at jeg har ham nu, hvor Nicolaj er 4 dage i Sverige med drengene. Det er rart for ham, at han kan få et break og forhåbentlig komme hjem med fornyet energi, men det kan jeg bare ikke. Jeg kan maks få et par timer, men det synes bare ikke rigtig at være nok. Det er sgu hårdt at være på hele tiden og ikke bare kunne trykke pause og trække vejret for en stund.

I morgen(eller i dag for dig der læser nu) passer mine svigerforældre Oscar mens jeg tager til globryllup og efterfølgende reception med mine veninder – og jeg glæder mig! Forhåbentlig kan jeg få en lille pause og bare koncentrere mig om at være mig sammen med mine veninder.

Og nu kan jeg så ikke lade være med at tvivle på om jeg overhovedet skal trykke udgiv på dette, ellers meget rodede, indlæg. Fordi jeg får så dårlig samvittighed over at have det sådan, som jeg har det. Jeg har selv valgt at få et barn, et længeventet ønskebarn fra min side af endda. Jeg elsker ham jo mere end hvad ord kan beskrive og intet slår den følelse jeg får, når han smiler til mig. For han smiler, en masse endda. Men han græder også ustyrligt og fuldstændig hjerteskærende. Og det er jo ikke fordi han skaber sig og er en brokkerøv, han har ondt og har det ikke godt. Og det gør mig så ked af det, at jeg intet kan gøre, for at gøre det bedre for ham.

Han er totalt hjælpeløs og afhænger 100% af mig. Jeg er hele hans verden og hvordan kan jeg så tillade mig at have det som jeg har det, når han slet ikke kan gøre for det? Det får tårerne til at trille at tænkte på det. For trods alt, så har jeg det stadig som jeg har det også selvom han ikke kan gøre for, at jeg har det svært med ham.
Jeg håber snart at vi får lidt medvind og at Oscar kommer i bedring, så han en lang større del af tiden, er den glade baby, som han ellers er, når ikke han er ked af det.

Og lige for en god ordens skyld, så er det her ikke “et råb om hjælp”, et forsøg at få på medfølelse m.m., det er simpelthen bare mig, der har brug for at få sat ord på mine følelse, for lidt bedre at kunne rumme dem. Jeg ved at jeg er en skide god mor, jeg ved at Nicolaj gør alt hvad han kan, for at hjælpe mig, men at han også har det svært og jeg ved at vi kan få meget mere hjælp fra vores familie, end hvad vi hidtil har bedt om. Men jeg har bare lige haft brug for at skrive dette ned og måske sidder der andre i samme båd, som jeg. Og så kan vi forhåbentlig alle føle os en lille smule mindre forkerte i at have det sådan her. For det er OK og jeg er (håber jeg) ikke den eneste der har det sådan.

// C

CarinaVergmann

1 comment on “At være udkørt og færdig”

  1. Hej Carina,

    Simpelthen det fineste indlæg❤️ Det er SÅ vigtigt du udgiver det, for det er vanvittigt hårdt at blive mor, men børn er forskellige og nogen er mere krævende end andre, og det gør der altså ikke nemmere at føle det er pissenemt for alle andre og se på Instagram og Snaps at alle andre er på café, til babysalmesang osv osv og man sidder bare derhjemme helt tappet for energi😳

    Jeg fik en baby der skreg de første 3 måneder (nok kolik), HADEDE sin barnevogn og helst ville sove på sin mor (når hun ville sove). Jeg tænkte også at skulle det være sådan i 11 måneder ville jeg ikke overleve. Vi fik en slyngevugge og gik til kranio sakral terapi plus hun blev ældre, så omkring de 5-6 måneder blev det nemmere og jeg kunne så småt begynde at tage ud med hende. Fra 7-11 måneder var barsel fantastisk, så det skal nok komme, men det er modbydeligt hårdt når man står i det❤️ Jeg har en veninde, der går det samme igennem nu, og hun er glad for at vi har hinanden, da det er svært for omgivelserne at forstå, så det er SÅ godt du deler, så alle andre pressede mødre ved de ikke er alene 😊

    Min datter havde også væske på ørene…jeg gav hende Thuja comp. dråber og smurte traumell gel bag ørene og væsken forsvandt. Begge dele fåes på apoteket, men var dog først ved 9 måneder jeg gav hende det, men så har du da i hvert fald råddet til hvis han bliver ved at døje:)

    Beklager det lange svar, men synes altså du skulle vide du virkelig ikke er alene og det nok skal blive bedre

    Virtuel morkrammer til dig 😊

    Mvh Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.