“Gud, er du gravid?” og “Hold da op, du er da ikke særlig stor, hva’?” er ofte de reaktioner jeg får, når jeg fortæller at jeg er gravid – i 6. måned vel at mærke. For det meste er det folk der ikke kender mig så godt, der kommer med disse reaktioner. Ikke fordi de mener noget ondt med det, men det er nu engang de ord jeg møder mest for tiden.

Gud, er du gravid?

I forlængelse af mit indlæg forleden, om ikke at have taget nok på, kommer her lidt tanker om dette. For jeg er nemlig ikke særlig “stor”, eller rettere sagt, min mave er ikke særlig stor. Jeg er i 25. uge af min graviditet og når jeg sammenligner mig med andre, så er min mave virkelig ikke særlig stor. De der kender mig, kan godt se at jeg er gravid. Folk der ikke kender mig, bliver lidt overraskede når jeg fortæller det – især når jeg nævner, hvor langt jeg er. Har jeg en stram top/kjole på, så kan man godt se det, men har jeg løst tøj på, er det en anden snak. Her kan man enten slet ikke se det eller bare være i tvivl om jeg har taget forskud på julegodterne.

Mine nærmeste siger at man snildt kan se det og bevares, det kan jeg da også selv. Nu har jeg dog efterhånden fortalt det til en del af mine kunder, af praktiske årsager og stort set alle har reageret på ovenstående måde. Altså må der jo være noget om snakken.
Egentlig, så går det mig lidt på, fordi jeg har glædet mig til at blive gravid. Glædet mig til at få en stor og struttende mave, som alle kunne se. Den lader imidlertid vente på sig skal jeg da lige love for.

“Det er fordi du er så trænet”

… siger de allesammen. Og ja, bevares. Jeg var da ingen slatten fætter inden, men jeg havde hverken six-pack eller noget. Det kan tælles på én hånd(måske to), hvor mange gange jeg har sat mine fødder i et fitnesscenter de sidste to år! Jeg ved godt at jeg stadig har været aktiv med løb og fodbold og at det selvfølgelig også giver lidt. Men let’s be honest, så meget giver det heller ikke. Og ja, jeg ved godt at man via Instagram kan få det indtryk, at jeg er meget trænet, men det er jeg altså ikke. Jeg er ganske normal og gennemsnitlig med lidt utydelige markeringer og lidt blødt på hofterne.

Så jeg vil ikke mene at det skyldes at jeg er “mega trænet”, som nogle måske kunne fristes til at tænke. Jeg ville ønske at den snart ville “poppe frem”, som ingen var i tvivl om, at her kommer en preggo lady, der er stolt af sin store, runde mave.

Fordelene ved en lille mavse

Der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet. Der er jo også fordele ved at have en lidt mindre struttende og bulende mave. Jeg kan f.eks. passe alle mine skjorter, trøjer, strik, toppe m.m. Mine bukser har jeg dog måtte opgive og istedet overgive mig til preggo-pants. Det er nu også helt okay. Min mave er som sådan ikke rigtig i vejen på nogle måder, endnu. Det gør at jeg kan fortsætte min hverdag, nogenlunde som normalt uden problemer. Vigtigst af alt, så kan jeg stadig sove på MAVEN! Jeg frygter dagen, hvor jeg ikke længere kan det, for jeg sover kun på maven. ALTID!

Jeg har jo også kunne løbe, indtil i sidste uge, fordi maven ikke har været så tung og givet mig problemer. Jeg har heller ikke ond i ryggen, kan stadig se mine tær og så kan jeg selv tage sko på. Det forestiller jeg mig ikke bliver lige så nemt i slutningen af graviditeten. Udover dette, så betyder det jo også, at jeg ikke har lige så meget at skulle tabe, når jeg har født. Jeg håber at min krop får nemmere ved at komme tilbage til “normalen” (hvad det så end bliver), når nu jeg ikke bliver så stor. Jeg ved det ikke, men man har vel lov at håbe, ik? 😀

Så, jeg prøver at se på de positive sider af denne sag, selvom det ellers er noget der går mig mere og mere på. Uanset hvad, så elsker jeg at være gravid og jeg bliver så glad hver evig eneste gang jeg mærker ham sparker om tumle rundt derinde. Det er i sandhed en gave at få lov at opleve dette og dét er jeg taknemmelig for, at jeg får lov til.

 

CarinaVergmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.