D. 12/1-2018 blev jeg færdiguddannet Professionsbachelor i ernæring og sundhed, med speciale i sundhedsfremme, forebyggelse og formidling. Tre dage senere startede jeg på fuld tid hos ASICS, hvor jeg har arbejdet deltid ved siden af studiet de sidste 2 år. Selvom det ikke er noget der er direkte linket til min uddannelse, så valgte jeg alligevel at gribe muligheden. Men hvad er det overhovedet jeg laver hos ASICS? Det får jeg faktisk ret tit spørgsmål om. 

Hvad går dit arbejde ud på?

Jeg har, trods en alder på “kun” 26 år, arbejdet 10 år i SPORTMASTER, hvilket har givet mig ret mange færdigheder og erfaringer i branchen. Disse bruger jeg meget i mit job hos ASICS. Min stilling hedder “Tech Rep”(kort for technical representative), hvilket jo i og for sig ikke siger særlig meget. Min primære opgave er at være ASICS’ ansigt udadtil i sportsbutikkerne rundt omkring i landet. Altså tager jeg ud og besøger butikkerne og snakker med personalet. På de her besøg “uddanner” jeg personalet i vores produkter (primært løbesko og løbetøj), så de får et bredere kendskab til dem. Jeg giver personalet tips og tricks til salgsteknikker samt, hvordan de laver løbestilsanalyser.

Herudover laver jeg også “Visual merchandising”, hvilket er et fancy ord for “at sørge for at tøjet hænger pænt og at skoene er flot præsenteret”. Derudover planlægger jeg events i forbindelse med kampagner, hvilket jeg synes er virkelig sjovt og udfordrende. Jeg får lov at være kreativ og have en masse bolde i luften.

Måske har du set mig på en løbe-messe?

Udover at besøge flotte sportsbutikker landet over, så er en stor del af mit arbejde, især i foråret, at stå på diverse messer. Nu hvor jeg er gået fuld tid, er det også mere eller mindre mig der har ansvaret for messerne og planlægningen af disse. Hvis I er nysgerrige, så kan I jo kigger forbi messerne ifm. Copenhagen marathon og halvmarathon i SPARTA-hallen, Lillebælt halvmaraton, Stockholm marathon, Royal Run i Aarhus/København mfl. Det er nogle lidt hektiske og travle dage, men jeg synes det er fedt! Det er fedt at møde så mange mennesker og der er fedt at få lov at dele ud af min passion for brandet.

På messerne i Danmark, har de forskellige brands et super godt forhold til hinanden og vi har det godt sammen socialt, selvom vi er konkurrenter på messen. I år bliver mit vildeste messe-år indtil videre og jeg kommer til at være en del på farten. Men det gør sket ikke noget, når jeg får lov at opleve så mange steder og møde nye mennesker.

Men arbejder du som ASICS FrontRunner?

Jeg kan godt forstå, hvis det for mange kan være svært at finde ud af det. Men nej, det gør jeg ikke. Mit job hos ASICS og min rolle som ASICS FrontRunner er to vidt forskellige ting – og så alligevel ikke helt. At være ASICS FrontRunner, er ligesom at være ambassadør (Læs mere om det her) – det er ulønnet. Min job hos ASICS er noget andet. Men ifm. mit job hos ASICS, har jeg en masse med FrontRunners at gøre. Jeg er lidt et bindeled imellem kontoret og dette ambassadør-fællesskab(om man vil). Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad det kommende år bringer sammen med mine 9 seje team-medlemmer! Vi mødes første gang i påsken og om en måned tager vi til Oslo, sammen med resten af det skandinaviske team.

ASICS FrontRunner

Jeg vil lige slutte dette, ellers lidt lange indlæg, af med at sige at jeg er mega glad og stolt over at jeg fik muligheden for at blive så stor en del af dette vidunderlige brand. Jeg har fantastiske kollegaer og nogle fede arbejdsopgaver, som gør at starten på voksenlivet med fuldtidsjob sket ikke er så slem endda. Det er fedt at arbejde med noget, som jeg virkelig brænder for.

Har du nogle spørgsmål, så skal du være mere end velkommen til at skrive 😊

Tak fordi du læser med!

CarinaVergmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.