SAMSUNG CSC

Det er en helt almindelig mandag morgen, jeg slukker vækkeuret, står op og tager mig selv i at stå og stirre tomt på det løbetøj jeg aftenen forinden har lagt frem. Ugen forinden har træning kørt som smurt, intervallerne sad lige i skabet og jeg fik afviklet alle mine træningspas uden problemer. Den sidste måned har faktisk være rigtig god – træningsmæssigt altså. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at jeg lige nu, som jeg står der på stuegulvet, er i mit livs bedste form. Jeg løber hurtigere end nogensinde før og jeg bliver bedre dag for dag. Men så slår det mig, som et lyn fra en klar himmel – jeg har ikke lyst til at løbe…

så jeg lader være. Dagen efter er lysten der stadig ikke og heller ikke dagen efter dét, er lysten at finde nogle steder. Det er ikke fordi jeg bare er doven og skal have et lille spark bagi. Jeg skal tvinges i løbeskoene og dét vil jeg ikke. Jeg vil ikke tvinge mig selv til at gøre noget, jeg ikke har lyst til. Det kommer der intet godt ud af. Så jeg lader være.

Dagene går, faktisk går der uger, hvor løbeskoene står i min entre og kigger på mig. Der er ikke øjeblik i løbet af de næste 3 uger, hvor jeg har bare den mindste snært af lyst til at binde skoene og komme ud i det dejlige solskin, få frisk luft i lungerne og mærke asfalten forsvinde under mig. Ikke ét eneste sekund.
Og ved I hvad, det er sgu okay. Hvorfor lysten forsvandt, det ved jeg virkelig ikke. Det var ikke fordi der var sket noget specielt i mit liv, der gjorde at jeg havde andet at fokusere på eller beskæftige mig med. Lysten var der bare ikke.

Efter 3 uger uden løb tog jeg til New York med min kæreste. En tur vi havde sparet sammen til i lidt iver 1,5 år. Jeg havde i flere år haft en drøm om at løbe i Central Park, så løbeskoene blev pakket, selvom jeg ikke var sikker på, at de ville se dagens lys derover.

Det gjorde de. De første 2 ture blev sammen med N. Her var det oplevelsen og samværet der var det vigtigste. Det var ikke det at løbe, men det at gøre det sammen. Dét var rart. Og det var ikke tvunget. Den 3. tur tog jeg alene og det var en tur styret af lyst. Det var rart at mærke lysten komme snigende tilbage, men jeg kunne mærke at den langt fra var, hvad den havde været. Vi løb en sidste tur sammen inden vi igen tog hjem til Danmark.

Da jeg kom hjem besluttede jeg at tage én dag adgangen og lade være med at have nogle forventninger overhovedet. Jeg ville jo gerne løbe og være lige så glad for det, som jeg har været det sidste års tid. Jeg løb et par ture med min veninde, men ikke nogle alene. Det havde jeg ikke lyst til. Stille og roligt begyndte lysten at blive større og større. Jeg kom afsted på en løbetur alene og det var fedt! Sørme så, om jeg ikke også kom afsted igen et par dage efter? Jo det gjorde jeg da. Det gik fremad nu.

Sidste søndag løb jeg CPH half med min far. Et løb jeg faktisk havde set rigtig meget frem til. Både fordi jeg skulle hjælpe min(ret så seje) far igennem hans første halvmarathon, men også fordi jeg havde absolut ingen forventninger til løbet. Sluttid og pace lå 100% på min fars skuldre. Ville han gå, så gik vi. Ville han løbe stærkt, så løb vi stærkt. Jeg skulle bare nyde stemningen og turen. Det har jeg aldrig gjort før. Det har altid handlet om præstationen i sig selv – sluttiden og pace. Det var ikke tilfældet her.
Jeg havde den fedeste tur og var fuldstændig høj efterfølgende. Det var det langsomste jeg nogensinde havde løbet, men jeg var ligeglad. At holde min far i hånden da vi krydsede målstregen, var langt vigtigere for mig. Jeg var stolt af ham. Jeg er stolt af ham!

Mandag morgen, efter løbet, vågnede jeg op med en lyst og sitren i kroppen. Jeg havde lyst til at løbe igen. Så jeg løb. Jeg har i sidste uge løbet alt det jeg ville, når jeg ville, hvor jeg ville og det tempo der passede mig. Jeg har aftalt med min coach, Michael, at denne uge er skemafri. Jeg løber lige det jeg vil og så begynder vi så stille at starte op med programmerne igen snart.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg egentlig skriver det her. Jeg fik bare en pludselig trang til at få det ned på skrift. Måske er jeg ikke den eneste der har det sådan? Det jeg bare vil sige, er vel at det er okay. Det er okay ikke at skulle præstere hver eneste dag. Nogle gange er motivationen væk i en dag eller to, andre gange i flere uger. Og sådan er det bare. Du skal ikke tvinges til noget du ikke vil og det vigtigt at lytte efter engang imellem.

11668080_10153635823529245_2140295216_n

SAMSUNG CSC

CarinaVergmann

2 comments on “Jeg vil ikke løbe mere …”

  1. Jeg elsker at du også laver de her indlæg, ligesom at det ikke er nogen hemmelighed at du elsker slik og ikke har dårlig samvittighed over at spise et stykke kage eller to. Ikke noget “perfect instagram life” her, og det kan jeg virkelig godt lide at du netop ikke promoverer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.