Efter flere forespørgsler og lidt tid til at fordøje det hele, har jeg besluttet at dele min fødselsberetning. Jeg har selv nydt at læse andres, så hvorfor ikke også dele min? Forløbet var langt, så det bliver i flere dele, for at I ikke skal gå død i det.😄

Onsdag d. 13/3-19, 39+1

Onsdag morgen forløb stille og roligt. Omkring 10.30 vralter jeg afsted mod stationen, for at tage toget ind til byen. Jeg skal til Tiger of Sweden lagersalg i Nordhavn, for at hamstre lidt skjorter til min kærestes fødselsdag en måned senere. Efterfølgende skal jeg rende lidt forskellige ærinder i byen og derefter hjem til min veninde Anne og hendes kæreste, hvor Nicolaj møder os efter arbejde.

I toget bemærker jeg at jeg faktisk slet ikke har mærket noget til mini endnu. Han plejer altid at være aktiv om morgenen, men ikke den morgen. Jeg prøver at puffe til maven, for at få ham til at bevæge sig, men uden held. Jeg bliver lidt nervøs, men slapper lidt af, da jeg mærker en mikro bevægelse derinde. Resten af dagen lægger jeg mærke til om han bevæger sig, men det er minimalt, hvad jeg mærker.

Afsted mød Hillerød Sygehus

Da jeg kommer hjem til Anne deler jeg min bekymring og hun overbeviser mig om at jeg skal ringe til hospitalet – just in case. Jeg bliver bedt om at komme ind, så de kan se nærmere på maven og mini. Efter lidt mad sætter vi kursen mod Hillerød, fuldstændig uvidende om, hvad der venter os de næste par dage.

Da vi ankommer til Hillerød får jeg målere på min mave og de viser heldigvis at alt er som det skal være. Jeg har en del plukkeveer, som Nicolaj kan følge med i på skærmen. Lidt sjovt at han også kan se det og få en fornemmelse af styrke og frekvens på dem.
Efter en times tid med at blive målt, kommer en jordemoder ind og undersøger mig. Hun siger at min livmoder er blød og at jeg er 1 cm åben – “Whaaaat?! Er jeg så på vej i fødsel eller hvad?!“. Åbenbart ikke, det kan man godt være uden at være i fødsel. Hun slutter dog af med at sige “Jeg sætter lige gang i processen og løsner lidt hinde, når jeg kommer tilbage” og så forlod hun stuen.

Er det nu?!

Nicolaj og jeg kigger forvirrerede og forskrækkede på hinanden. Vi tænkte begge det samme – “Betyder det at hun sætter gang i fødslen nu eller hvad? Vi er ikke klar, sket ikke klar! Hospitalstasken er derhjemme og njej. Bare nej. Det skal ikke være nu!
Selvom jeg ellers gik og følte mig klar, så var jeg det slet ikke alligevel når det kom til stykket. Puha det kom pludselig tæt på nu. Da jordemoderen kommer tilbage og har løsnet hinden, spørger vi hvad der så skal ske nu? Hun siger at jeg kan føde i nat, såvel som om en uge. Vi hører “en uge” og tænker “Nåååhh, fint nok. Det bliver nok engang i næste uge så.“. Vi kommer hjem omkring kl 23 og tænker som sådan ikke mere over det. Vi går lettede i seng, for der er jo en hel uge endnu. Troede vi…

Næste del af fødselberetningen kommer når jeg lige får den skrevet færdig, snarrets … 🙂

// Kram C

CarinaVergmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.