For præcis ét år siden stod jeg med en graviditetstest i hånden, der meget uventet havde to streger fremfor én. Jeg gik i panik, fordi det var ikke lige dét der var planen. Faktisk var det nok det vi tænkte mindst på lige dér.

graviditetstest, gravid
1, 2 – du er gravid

To, meget uventede, streger

Kender I ikke det(altså de kvindelige af jer der læser med), at hvis ens menstruation lige er et par dage forsinket, så tænker man – åh åh, er jeg mon gravid? Dén tanke kan forsinke det yderligere. Men hvis man lige tager en graviditetstest og får bekræftet, at man ikke er gravid, så kommer tante rød på besøg kort tid efter? Det har jeg i hvert fald prøvet nogle gange nu. Og det var netop den tanke jeg havde, for præcis et år siden.

Jeg stod på apoteket og skulle købe et eller andet, jeg ikke engang husker. Lige ved siden af hang en graviditetstest. Jeg var gået 3 dage over, hvilket jo ikke er alverden. Så jeg tænkte, jeg nupper lige sådan en med og så kommer det nok i eftermiddag, når jeg har set at den er negativ. Hvad jeg ikke vidste var at der skulle gå yderligere 10 måneder før jeg fik min menstruation igen. Jeg tog testen derhjemme og lagde den hurtigt fra mig igen. Da jeg havde vasket hænder, skimtede jeg lige displayet ud af øjenkrogen. Der var ikke én streg og en utydelig én. Nix der var to meget tydelige af slagsen! Hvis jeg havde haft pulsur på, så nåede min makspuls nok et helt nyt niveau, for shit, hvor hamrede mit hjerte derudaf!

Vi var slet ikke dér!

Jeg blev nervøs, bange og egentlig virkelig ked af det. Fordi det var ikke planlagt – langt fra. Jeg havde været klar til børn i lang tid, men min kæreste var absolut ikke dér. Vi havde aftalt at gå igang omkring nu, altså et år senere. Så vi havde da snakket om det og vidste at vi gerne ville det, bare ikke dér. Og slet ikke min kæreste. Jeg vidste, hvor lidt klar han var til børn, så jeg gik ret meget i panik. Jeg ringede til min veninde og græd bare i telefonen. Hun gættede selv, hvad det var der var galt, for jeg kunne simpelthen ikke få det sagt. Jeg vidste mildest talt ikke, hvad jeg skulle gøre.

Hun fik mig nogenlunde beroliget og beordret afsted for at købe en ny graviditetstest. Den var lige så positiv som den første. Shit, jeg var gravid. Sådan rigtig gravid, med et lille bitte levende liv i min mave.
Jeg var så nervøs for at sige til det min kæreste, for jeg vidste at han ikke ville blive “glad”. I stedet tog jeg til lægen et par dage efter – dels for at få det bekræftet, men også for at snakke om, hvilke muligheder jeg havde. Vores forhold var ikke på det bedste sted på det tidspunkt og derfor ville jeg gerne kende mulighederne, før jeg fortalte ham det. Jeg overvejede faktisk også kort at få en abort uden at fortælle ham det. Jeg vurdere dog at det var lidt dumt. Han skulle selvfølgelig have muligheden for at tage beslutningen med sammen mig.

“Øhm skat, jeg øhhh… er gravid…”

Der gik yderligere et par dage, før jeg kunne tage mig sammen til at sige det. Fordi, hvordan siger man lige dét? Jeg vidste at jeg ikke skulle gøre det på en romantisk og sjov måde, fordi det var slet ikke passende i vores situation. Så en morgen 5-6 dage efter jeg fandt ud af det, begyndte jeg at græde i sengen og så fik jeg ligesom fremstammet det. Han blev paf og vidste ikke helt, hvad han skulle sige eller gøre af sig selv. Forståeligt nok! Jeg var klar til børn, men blev ramt af panik – han var ikke klar, så jeg kan kun forestille mig, hvor panikslagen han må have været!

Jeg gjorde det klart for ham at jeg havde undersøgt vores muligheder og at bolden egentlig lå på hans banehalvdel. Hvadend han ville, var det vi gjorde. Et par dage efter skulle vi på ferie i to uger, så en eventuel abort ville blive nødt til at vente til vi kom hjem. Vi besluttede derfor at gå og tænke lidt over det hver for sig og så snakke sammen om det en uges tid senere.

7-8 gravid i spanien
7-8 uger gravid og på jagt efter alkoholfri vin i Spanien – virkelig en mangelvare dér FYI!

Når alt kommer til alt

Vi vendte det virkelig på alle leder og kanter. “Hvordan vil vores forhold blive?”, “Vil det kunne klare det?”, “Er vi klar til det?”, “Skal vi vente?”, “Hvad nu hvis vi får svært ved at blive gravide når vi rent faktisk VIL have et barn?”, “Hvordan bliver vi mere klar end nu?”, “Har vi nået alt det vi gerne ville inden vi fik børn?”, spørgsmålene var mange og svarede få. Vi anede jo ikke, hvordan det skulle gå, vi kunne kun forestille os det. Men vi kom frem til, at vi det næste års tid, indtil vi egentlig ville starte på projekt baby, nok ikke ville ændre det store i vores hverdag alligevel. Så vi ville altså ikke være mere klar om et år end vi var der, så hvorfor ikke bare gøre det?

Vi havde på det tidspunkt været sammen i næsten 9 år, vi kender hinanden ud og ind og vi vidste at vi gerne ville have børn sammen inden for den nærmeste fremtid, så hvorfor ikke? Om det var den lune, spanske sommervarme der gjorde det, det ved jeg ikke. Men der i Spanien, besluttede vi at beholde det lille spir i min mave. Vi forestillede os, hvordan det ville være når vi om et år kom tilbage med ham. Den tanke gjorde os glade. Nu skal vi snart derned, med ham, vores lille bitte Oscar. Vi glæder os og selvom vores start på familielivet har været hård som bare pokker, så er vi glade for den beslutning vi tog dengang.

Vi er begge, især min kæreste, vokset med opgaven. Han er, som jeg vidste han ville blive, en skide god far! Vi fortryder ikke vores beslutning, og vi er så småt ved at lære at nyde den nye tilværelse. For hver dage er går, bliver det hele en tand nemmere og vi finder os mere og mere tilrette i de nye roller vi har fået.

CarinaVergmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.