For ca. et halvt år siden, der havde jeg 3 uger, hvor lysten til at løbe forsvandt fuldstændig. Det kom umiddelbart lige efter at jeg havde præsteret mit aller bedste og var i mit livs bedste form. Efter 3 uger kom glæden dog tilbage igen og jeg havde et par måneder, hvor alt gik som det skulle.

De sidste 3 måneder, har virkelig været en kamp for mig. En kamp mod dårlig samvittighed og dovne timer på sofaen. Lysten til at løbe har været intet mindre end ikketilstedeværende. Og jeg forstår det ikke? Det gik  godt og træning gik som en leg. Jeg blev bedre dag for dag, men som lyn fra en klar himmel, så forsvant alt glæden ved løb. Jeg ved ikke om det er vinteren eller hvad, men et eller andet er galt.

Der har været små lysglimt, hvor lysten har meldt sig for en kort stund. Kun for så at forsvinde igen lige så hurtigt, som den kom. Jeg har prøvet at tvinge mig selv afsted. Uden held… Og jeg vil faktisk heller ikke tvinge mig selv til noget jeg ikke vil. Det er mit liv nu alligevel for kort til. Hvis jeg skal sige noget positivt om de sidste par måneder, så er det at jeg må have fået ladt batterierne op til bristepunktet med alt den sofatid jeg har haft. Jeg har fået indhentet en del serier og dét er til gengæld fedt!

Men hvad gør jeg så nu? Hvordan kommer jeg videre? Jeg er egentlig mega bange for at “starte op” igen. Mest fordi jeg ved at min form ikke er, hvad den har været. Langt fra faktisk. Og der er jo så mange der efterhånden følger med. Men er det egentlig at tabe ansigt, hvis man pludselig ikke er lige så god, som man har været? Er det ikke OK at have nedture? Det vigtigste er vel bare at man rejser sig op igen og finder sin vej. Hvorend den vej så fører.

Jeg har sagt til mig selv, at jeg vil starte med at finde glæden igen. Glæden ved at have vind i håret og høre hjertet banke derudaf. Om det er at løbe 5 km om ugen eller hvad, dét ved jeg ikke. Jeg bliver nødt til at mærke efter, helt inderst inde nu. Og jeg bliver simpelthen nødt til at være r** ligeglad med, hvad andre tænker og synes. Mest af alt, så skal jeg skrue mine egne forventninger ned. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg bliver glad helt ind til knoglerne igen. I går var jeg ude at løbe en tur. Af lyst. Det var virkelig dejligt. Jeg håber at lysten vil blive lidt længere denne gang. Det kunne være rart.

Jeg har besluttet mig for at droppe alle konkurrencer frem til sommerferien. Som det ser ud lige nu. Jeg har tænkt mig at deltage i nogle løb hist og her, men det bliver i et roligt tempo. Jeg vil ikke konkurrere før jeg føler mig klar og tilfreds igen. Intet unødigt pres.

Er jeg den eneste der går og har det sådan her? Eller er der andre mig, der føler at motivation lige så godt kunne være en by i Rusland?

Følg med på InstagramFacebook og Bloglovin 🙂

CarinaVergmann

2 comments on “Når lysten forsvinder… Igen”

  1. Kender det alt for godt….min erfaring er at jeg af og til skal igennem en periode hvor motivationen glipper og benene hver gang føles som beton. De fleste gange har denne periode ligget fra december til marts, og jeg har en formodning om at det også hænger sammen med at det kniber med at nå at løbe i de lyse timer…. ja, jeg løber primært udendørs, også om vinteren. Jeg er sikker på at du finder lysten til løb igen, og jeg ved for hver gang jeg selv har startet forfra med løb, at det bliver en smule lettere for hver gang….kroppen husker, den ved godt hvad det er der skal ske.

    • Hej Gitte

      Hvor er det dejligt og beroligende at læse, at jeg ikke er den eneste der går og har det sådan! Men du har helt ret, jeg tror også at det hænger sammen med de korte dage og få lyse timer. Jeg løber nemlig også kun udenfor og synes det er svært at nå afsted i dagtimerne med en travl hverdag. Og ja kroppen husker – det er rart! Tak for de opmuntrende ord 🙂 Hav en skøn weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.