.. altså ledig i den forstand at jeg intet job har. I fredags var nemlig min sidste barselsdag og fra i dag af, står jeg faktisk uden job. Det er ikke noget jeg har råbt højt om, fordi det er vel altid et eller andet sted lidt et følsomt emne(i hvert fald for mig) og lidt et “tabu” at være ledig.

Slut med ASICS

Som mange af jer nok ved, så har jeg i mange år arbejdet ved ASICS. Et job som jeg var utrolig glad for og som har bragt mig mange gode oplevelser og gjort mig en sørens masse erfaringer rigere. Men det var også et job, hvor forholdene måske ikke var så ideelle og arbejdstiderne knap så familievenlige.

Det var ikke mig selv der tog valget og det er aldrig sjovt at blive afskediget. Sagen er den, at ressourcerne skulle bruges anderledes og der var derfor ikke længere plads til mig. I starten var jeg selvfølgelig super ærgerlig og indebrændt over at bliver afskediget midt i min barsel, fra et sted jeg holdte af og som havde lovet mig at jeg havde noget at komme tilbage til. Måden det blev gjort på og hele forløbet, vil jeg ikke snakke så meget om, så det lader vi ligge.

Det er selvfølgelig ikke sjovt, når jeg ikke selv har taget valget. Men jeg vil dog være ærlig at sige, at jeg da selv havde tænkt tanken nogle gange, om jeg skulle søge efter noget andet. Bl.a. fordi arbejdestiderne og forholdene for ansættelsen ikke var super gode. Selve jobbet var enormt fedt, lærerigt, givende og spændende! Så selvom jeg var glad for det, så måtte jeg også bare indrømme at det ikke var et familievenligt job. Det ville i hvert fald kræve nogle kompromiser på andre punkter, som f.eks. sport og socialt samværd med venner og familie.

Kort sagt, så vil jeg ikke sige noget ondt om nogen eller noget. Det var ikke mit valg, men når nu det skulle være, så er det slet ikke så slemt igen. Jeg er stadig meget glad for ASICS og vil fortsat benytte mig udelukkende af ASICS produkter.

Læs også: Sidste barselsdag!

Nye veje

Der er aldrig noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Og sådan har jeg valgt at se på det at være ledig. Denne situation har givet mig mulighed for at give Oscar en lang og rolig indkøring i vuggestuen, hvor jeg ikke har haft det mindste stress over at skulle nå noget. Den ro tror jeg bestemt at han har kunne mærke og det er helt sikkert også derfor at det er gået så godt.

Pludselig står jeg også overfor et stort spørgsmål – hvad så nu?
Skal jeg søge et ligende job? Skal jeg blive i branchen? Skal jeg prøve noget nyt? Skal jeg finde noget der passer til min uddannelse? Jeg er nu tvunget til at finde ud af, hvad jeg vil. Det er en mulighed for at starte helt forfra og kaste mig ud i nye udfordringer, hvis det er det jeg vil. Jeg er hvert fald tvunget til at gøre op med mig selv, hvad der betyder noget og hvad jeg vil med min karriere(hvis man kan kalde det dét).

Én ting er sikkert for mig og det er at selve jobbet ikke er lige så vigtigt for mig, som arbejdstiderne, ansættelsesforholdene og den geografiske placering er. Oscar er min førsteprioritet og derfor skal mit kommende job passe ind i en hverdag med ham. Jeg brugte før meget energi på at bekymre mig og være ærgerlig over mine ansættelsesforhold, så det ved jeg at jeg ikke vil gå på kompromis med denne gang. Derudover er arbejdstiderne også vigtige for mig, så Oscar ikke skal have 6:30-17-dage i vuggestuen.

Should I stay or should I go?

Måske lidt dramatisk overskift, men ikke desto mindre, så er det rigtigt. Skal jeg blive i den branche(sportsbranchen), som jeg altid har arbejdet i? Jeg startede i SPORTMASTER som 15 årig, for præcis 12 år siden. Jeg elsker branchen og er efterhånde ret erfaren på mange punkter indenfor dét område. Men skal jeg blive i den bane, eller skal jeg prøve noget helt nyt? Jeg ved det endnu ikke. Jeg tror jeg vil se tiden og mulighederne an, for at det ene ikke udelukker det andet.

Jeg kunne godt se mig selv prøve noget helt nyt, men måske også gå lidt ned af børne-vejen. Ikke ment i den forstand at arbejde med børn, men nærmere detail-afdelingen med børn – børnetøj, legetøj whatever. Det hele fylder jo en del i mit liv nu. Når jeg interesserer mig for noget, så går jeg tit all-in og derfor har jeg allerede en god viden om autostole, børnesko, -tøj og -overtøj, barnevogne, legetøj osv. Hmm.. Vi må se 😄
Jeg kunne klart også være interesseret i noget e-com, marketing, salg, indkøb m.m., mulighederne er mange. Det handle bare lige om at finde ud af, hvor mit fokus skal ligge.

Så hvis I sidder og læser med og tænker – hey, hende kan vi da godt bruge! Eller I kender en der kender en, der godt kunne bruge en som mig, så skal i være velkommen til at sende det min vej. Jeg er åben for forslag og muligheder. ☺️

CarinaVergmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.