Jeg gjorde det, jeg gjorde det fandme! Jeg løb hver evig eneste dag i juni. Ikke langt, men jeg bandt løbeskoene alle 30 dage og kom afsted på dage med både regnvejr, stegende hede, tømmermænd, et minimum af søvn, trætte ben og på ferie. Og det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet.

På en dejlig forårsdag i Stockholm for 31 dage siden, fik jeg den idé at løbe hver dag i juni. Om det var stemningen i forbindelse med Stockholm Marathon, der gav mig ideen, dét ved jeg ikke. Men Når jeg først sætter mig noget for, så gør jeg det også. Dét her var en af de ting.

Jeg vil ikke sige at det har været a piece of cake, men det har faktisk slet ikke været så svært at komme afsted, som jeg havde forestillet mig. Det svære, for mig, har altid være at komme afsted. At lette røven fra sofaen og komme ud af døren. Jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er ene om det? 😉 Men nu, hvor det var bestemt at jeg skulle løbe, at jeg ikke kunne udskyde det til i morgen, så var det egentlig ret nemt at komme afsted. Det gjorde det især let for mig, at jeg havde sat et minimum på 3 km, fordi det er altså lige til at overskue. Alle kan finde 15-20 minutter om dagen, til lige at trække i løbetøjet og få lidt frisk luft. Så på de pressede dage blev det til små korte ture, men vigtigst var jo alt jeg bare kom afsted. Jeg vil da også sige at det oftere blev til mere end 3, selvom det ikke var planlagt fremfor omvendt. Det skete ikke én eneste gang at turen blev kortet af til 3 km.

Jeg har forsøgt at holde mig nogenlunde til mit almindelige løbeprogram fra coach Michael og så bare løbe korte, rolige ture de dage, hvor jeg ikke havde program. Men her i slutningen begyndte benene godt nok at blive trætte og derfor har programmet ikke været en del af min hverdag den sidste uges tid. Dog vil jeg sige, at hvis man træner hen mod et mål, så er det her altså ikke en optimal træningsform. At løbe hver dag er ikke nødvendigvis bedre end at løbe 3-5 gange om ugen og så have lidt mere kvalitet i passene.

Alt i alt har det været en virkelig fed måned og jeg har nydt hver en kilometer til fulde. Jeg endte med at løbe 160 km i denne måned, så ca 40 km om ugen. For nogle lyder det ikke af meget, for andre det omvendte. Jeg har selv før ligget på 60-80 km om ugen, da jeg trænede mest. For mig har et bestemt antal samlede kilometer dog aldrig været målet med det her, så jeg er tilfreds.
Hvis du har svært ved at komme afsted og trænger til at få sparket lidt gang i løbetræningen, så synes jeg da at du skal kaste dig ud det. Prøv det og se om det fungerer for dig. Det gjorde det for mig, så nu er jeg klar til at genoptage min sædvanelige træning og blive en bedre og hurtigere løber – igen.

Følg med på InstagramFacebook og Bloglovin 🙂

CarinaVergmann

1 comment on “Om at løbe hver dag i en måned”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.